Børnene bliver desværre ofte taberne ved en skilsmisse, fordi far og mor ikke
kan finde ud af at kommunikere. Kan vi overhovedet tillade os dette?
For eksempel ville de fleste voksne blive stressede af at bo to forskellige steder,
den ene uge hos mor, den anden uge hos far. Jeg har aldrig hørt en voksen give
udtryk for, at det ville være skønt at leve sådan.
Men vi voksne betragter det som en naturlig løsning efter en skilsmisse.
Ofte følger forældrenes nye partnere med i arrangementet. Og de nye partneres
børn.
Jeg skal ikke hævde, at det ikke kan lade sig gøre på en god måde. Man skal
blot være klar over, at der er store udfordringer forbundet med det, og at det er
vigtigt at forberede både sig selv og børnene på, hvad der skal ske.
Jeg mener også, at kalenderen og selve ordningen bør være fleksibel. Hvis et
barn ikke trives, hvis glimtet i øjet slukkes – så må de skilte voksne sætte sig
sammen og tage arrangementet op til overvejelse.
Hvor let det vil være for en selv er selvfølgelig igen afhængigt af, hvilken type man
er. Jeg er selv typen, som sagtens kunne leve på den måde, da jeg hele tiden søger
nye udfordringer og hurtigt bliver rastløs af at være det samme sted eller i fastlåste
skemaer i hverdagen.
Som voksne skal vi lære vore børn en masse ting – god opførsel og en pæn og
ordentlig moral, pænt sprog og pligtopfyldenhed og en hensynsfuld måde at omgåes
andre mennesker.
Børn skal opdrages, og som forældre går vi forrest som gode rollemodeller.
Så hold tungen helt lige i munden hele tiden. For børn gennemskuer alt. Hvis du ikke
holder, hvad du har lovet, og i stedet gør noget andet – hvorfor skulle børnene så
synes, at reglerne gælder for dem?
Forældre skal være til at stole på. Absolut pålidelige. Fordi vi ønsker, at vore børn
skal være sådan, og fordi det skaber tryghed for hele familien, at mor og far og papfar
og papmor er oprigtige mennesker, som man kan have fuld tillid til.
Børnene skal kunne stole fuldt og fast på dit ja. Og også på dit nej.
Det er tryghedsskabende – og det formindsker gråzonen, hvor ting er til debat.
Børn afsøger alligevel territoriet, indtil de finder grænserne.
Du kan lige så godt markere tydeligt og venligt, hvor de er.
Jeg kender forældre, som er ved at segne under vægten af endeløse diskussioner
med både små og større børn om hverdagsting, som burde være regler og ikke
debatoplæg. Fra tandbørstning og lektielæsning til sengetider og oprydning og at
hjælpe til efter alder og evne med borddækning og andet praktisk.
Et meningsløst spild af alles ressourcer – som jo sådan set svarer til, at du møder
på arbejde hver morgen og dagen begynder med at redefinere, hvad det hele
egentlig går ud på og hvem, der skal gøre hvad – og hvem, der er chef.
Men tilbage til deleordningen og spørgsmålet, om vi selv kunne leve sådan.
Det er et vigtigt spørgsmål, fordi der er rigtig mange faldgruber gemt bag en
tilsyneladende enkel og overskuelig nyindretning af børnenes hverdag.
Set i børnehøjde er der en risiko for stress, hvis børnene ikke føler, at de har den
tryghed, de har behov for.
Derfor siger jeg igen og igen: Hvis der er den mindste mulighed for, at du kan få dit
parforhold til at fungere, så er det efter min mening værd at give det en chance.
Men du skal helt grundliggende have gjort op med dig selv, om du elsker din
partner af hele dit hjerte og vil dele livet på godt og ondt.
Hvis du investerer den samme energi i dit veletablerede forhold, som du gjorde,
da du indgik i forholdet, er du rigtig godt på vej. Som tidligere sagt er vi desværre
mest omhyggelige, så længe nyforelskelsen stråler, og i den periode sker de gode
ting og de søde initiativer af sig selv – for vi kan ikke lade være.
I parforholdet kommer vi langt ved at leve i nuet – og hele tiden give den anden masser
af opmærksomhed. Et parforhold skal plejes og passes, uanset om det er gammelt
eller nyt. Fuldstændig som du passer og plejer dit arbejde eller investerer tid og
opmærksomhed i din sport, hvis du gerne vil opnå resultater.
Der er ingen undskyldninger for et dårligt liv eller parforhold.
